FERNISERING lørdag d. 4. september klokken 17 – 20
Nanna Katharina Jensen tager et ambitiøst livtag med de helt store spørgsmål i denne totalinstallation, der kombinerer skulptur-elementer, iscenesættelse, lys og lyd i et totalteater der trækker beskueren med ned i afgrunden af en ond drøm.
Kunstneren søger at indkapsle tidens dystopiske røre i en fremtidsvision: Et univers, hvor abstrakte figurer vokser ud af et dynd, skabt af alt det der engang var.
Sølet, som 5 cirkulære huller er fyldt af , illustrerer nedbrydningen af kendte strukturer. Her kan alt, der har haft form, hejses ned og blive opløst i sin egen masse. Samtidigt rejser der sig nye former og væsener fra sølet.
Udstillingens opbygning er inspireret af barokkens havearkitektur, hvor naturen iscenesættes i symmetriske systemer, ordnet efter den menneskelige tankes lovmæssighed. Men her holder symmetri og orden også op, idet udstillingen i høj grad sætter billeder på og rører ved den kaos-verden, som vi lever i.
En verden hvor alle systemer og strukturer synes at blive væltet om, og virkelighedsfornemmelsen rystes i sin grundvold af kampen om legitimitet mellem sandhed og løgn, i både mennesker og medier.
Der er gratis adgang og alle er velkomne. Udstillingen er åben fra 4.9 til 25.9, åbningstid: fredag og lørdag kl. 14 – 18, eller efter aftale – ring blot på 51728212 eller skriv på nugalleri@gmail.com.
Bemærk at man samme dag kan opleve udstillingen “Sammenstød 4 – Forhave” på Ringsted Galleriet (www.ringstedgalleriet.dk) samt udstillingen “Soil. Sickness. Society.” på Rønnebæksholm ved Næstved. (www.roennebaeksholm.dk)
NU galleri og Nanna Katharina Jensens udstilling er støttet af Statens Kunstfond
med venlig hilsen NU galleri
www.nugalleri.dk