Den første Magle Mølle Papirfabrik åbnede i Næstved i 1875. Den blev anlagt i Rådmandsengen ved Susåen ved den gamle Magle Mølle, hvis historie går mere end 800 år tilbage. Der var fra begyndelsen stor konkurrence fra andre papirfabrikker og i 1889 blev Magle Mølle Papirfabrik en del af De forenede Papirfabrikker.
I de første år produceredes især tapetpapir og fra 1899 også avispapir.
I 1909 var Magle Mølle Papirfabrik en af de største papirfabrikker i Europa med 6 papirmaskiner og omkring 350 ansatte. Fabrikken producerede halvdelen af al papir i Danmark, bl. a. posepapir, silkepapir, glittet papir, kulørt papir, tapetpapir, tykkere pakkepapir, emballagepapir og ikke mindst avispapir. Udbygningen af fabrikken fortsatte med eget træsliberi og nye større papirmaskiner, men i 1930´erne kunne konkurrencen fra udenlandske fabrikker mærkes for alvor og produktionen af avispapir blev indstillet. Fabrikken var endvidere ved at være gammel og utidssvarende, og De forenede Papirfabrikker besluttede derfor, at der skulle opføres en helt ny papirfabrik ved havnen i Næstved.
Byrådet i Næstved og De forenede Papirfabrikker enedes om at bygge en helt ny havn i Næstved med tilhørende kanal til Karrebæksminde samt en privat industrihavn ”Ny Maglemølle”.
Ny Maglemølle blev opført i perioden 1936-1938. Den 21. maj 1938 blev havnen officielt indviet med deltagelse af kongeskibet Dannebrog og kort tid herefter blev produktionen af papir igangsat på to store helt nye papirmaskiner.
Råvarerne blev leveret med skib til den 375 m lange kaj i to etager med kranspor til fabrikken. I fabrikken blev de forarbejdet til papir i hollænderiet og i shedtagehallerne.
Herefter blev papiret transporteret ud i landet via et jernbanespor, der førte op til DSB stationen i Næstved.
Op gennem 1950´erne og 1960´erne blev Ny Magle Mølle udvidet med større maskiner til produktion af bl.a. papir til ugeblade og telefonbøger (og i den anden ende af skalaen – toiletpapir). I 1971 fik fabrikken sit oprindelige navn tilbage – Magle Mølle Papirfabrik.
1980´erne kom der fokus på genbrugspapir og De forenede Papirfabrikker anlagde derfor et afsværtningsanlæg på Magle Mølles areal med det formål, at påbegynde en produktion af genbrugspapir. Den svenske papirkoncern Stora Papyrus AB opkøbte i 1990 De forenede Papirfabrikker, der udover Magle Mølle Papirfabrik også omfattede Dalum Papirfabrik i Odense. Produktionen af genbrugspapir blev efter et par år flyttet til Dalum Papirfabrik og der var nu kun afsværtningsanlægget tilbage i drift i Næstved, der fortsatte under navnet Dalum Papir. Dalum Papir måtte i 2012 lukke produktionen ned.
1995 etableredes Maglemølle Erhvervspark A/S på initiativ af Næstvedegnens Udviklingsfond, Næstved Erhvervsråd og Næstved Kommune. I de kommende år er antallet af virksomheder med hjemsted på den gamle papirfabrik vokset støt, således at der i dag er over 200 forskellige lejemål samtidig med at andre virksomheder har etableret sig på det område der tidligere tilhørte Magle Mølle Papirfabrik.
I 2016 skifter Maglemølle Erhvervspark A/S navn til Maglemølle A/S.